Kopiering af tekst, grafik og billeder fra denne side er IKKE tilladt.

Farver og genetik

Gå til Avl og genetik

Farvevarianter:

Her er lidt forskellige billeder af nogle af de forskellige farvevarianter jeg har / har haft.

Tv: Zebrafinkehanner - to sortkindede grå og en brun

Th: En flok hvidbrystede zebrafinkehanner. Nr. 2 fra venstre er hvidbrystet brun, resten er hvidbrystet grå.

Nr. 3 og nr. 6 er desuden toppede.

1,0 brun * 0,1 brun

1,0 broget grå * 0,1 pastel grå * 0,1 toppet hvidbrystet grå

1,0 toppet grå

Tv: 0,1 grå * 0,1 toppet hvidbrystet grå * 0,1 toppet hvidbrystet brun * 0,1 hvidbrystet brun

Th: 0,1 toppet hvidbrystet brun * 0,1 toppet hvidbrystet grå * 0,1 broget grå * 0,1 grå

Tv: 1,0 hvidbrystet brun

Th: 0,1 hvidbrystet brun * 0,1 grå * 1,0 grå

1,1 grå

Tv: 1,1 hvidbrystet grå

Th: 1,0 grå

AVL MED ZEBRAFINKER

Udvælgelse af fugle til avl

     De kommende forældre skal først og fremmest være sunde og raske. De skal være kraftigt byggede og være fri for degerationstegn, som fx skæve ben, misdannede næb mm. De skal være i god foderstand, men ikke for fede.

Avlsfuglene skal være min. 8 måneder gamle, men helst et par måneder ældre. I bogen “Zebrafinker, mågefinker og risfugle” af Curt af Enehjelm står anført, at man benytter hunnen til hun er 2-3 år gammel, og hanner til han er 3-4 år. Jeg har dog i mit opdræt ofte benyttet ældre fugle med godt resultat. Den ældste fugl, jeg har benyttet til avl, var en han på 7 år.

     Når man opdrætter fugle til udstilling, skal man desuden sikrer sig, at avlsfuglene nogenlunde opfylder standarden mht. typen, farven og tegningerne. Ingen fugle er 100% perfekte, men man skal kun bruge de bedst mulige.

     Når jeg skal parre fugle sammen, kigger jeg på om rent farvemæssig og typemæssig passer sammen. Hovedreglen er, at man aldrig må parre to fugle med samme fejl. Det er vigtigt, at have for øje, hvad det er man arbejder hen imod. Hvis man fx prøver at opbygge en god stamme i grå, nytter det ikke at man pludselig krydser hvide fugle ind, da de vil ødelægge den grå stammes farve.

     Desuden kan det være svært at have både gode hanner og gode hunner i samme stamme. Hvis man fx skal opdrætte gode grå hanner, er det en fordel at benytte hunner med hankendetegn (fx brystbånd). En sådan hunfugl vil aldrig kunne gøre sig på en udstilling, men hun kan være udmærket til at lave udstillingshanner.

     Ved udvælgese af avlsparrene skal man også kigge på fuglenes familie. Hvis man har gode notater om fuglenes forfædre, ved man også lidt mere om, hvilke egenskaber de sandsynligvis vil nedarve til afkommet. Desuden skal man huske at se på, om de to fugle man vil parre sammen evt. er i familie med hinanden. Alt efter hvad man vil nå frem til, kan det være en fordel at bruge indavl, men det er noget man skal tænke sig godt om, før man gør.

Ringmærkning og bogføring

     For at kunne lave et seriøst avlsarbejde, er det nødvendigt at kunne skelne de enkelte individer fra hinanden. Derfor ringmærkes ungerne med lukkede ringe. Disse ringe kan kun sættes på ungerne i 8-10 dages alderen, og de kan ikke falde af. På den måde kan man sikre sig, at man altid har de korrekte oplysninger. Ringene som jeg bruger til mine fugle er fra Dansk Zebrafinke Klub (DZK), og på disse ringe er oplyst klubnavn, årstal og et løbenummer. Ex.:DZK 01 123. Hver gang man ringmærker en fugl, bør man notere alle oplysninger ned på et stamkort. På stamkortet skriver jeg oplysninger om køn, farve, hvilke farver fuglen er split for, fuglens forfædre og desuden noteres farve, køn og ringnummer på fuglens afkom.

     Bortset fra et stamkort på hver fugl, bruger jeg også et avlskort pr. par pr. kuld. På denne måde kan jeg altid, hvis der opstår et problem, gå tilbage og se hvilke problemer den enkelte fugl har haft tidligere, og evt. hvordan det blev løst dengang. På avlskortet bliver noteret forældrenes ringnumre, datoer for æglægning, antal æg, datoer for klækningen samt specielle bemærkninger hvis fx forældrene plukker ungerne eller andet.

     Inden for farveopdræt har det afgørende betydning, at man har nogle gode notater. Hvis der pludselig dukker en mutationsfugl op i en parring, hvor man havde forventet helt andre farver, kan man bruge sine optegnelser til at finde ud af hvilken fugl, der er bærer af genet.

     Ringmærkning er altså smart for avleren selv, men det er også smart for køberen af en ringmærket fugl. For det første fordi man altid kan se hvor gammel fuglen er, men også fordi man vil kunne finde tilbage til den person, der har opdrættet fuglen, og dermed få adgang til oplysninger om fuglen. Dette kan være vigtigt, hvis man selv vil avle seriøst med fuglen.

GENETIK

 Gener og kromosomer

     En zebrafinke består af millioner af celler. I hver cellekerne ligger de anlæg den har arvet fra sine forældre. Arveænlæggene er gener, som består af et stykke DNA (DNA = DeoxyriboNucleinAcid). Generne sidder sammen i lange rækker, som kaldes kromosomer. En zebrafinke har 18 kromosomer.

     Et kromosom består altså af et langt DNA-molokyle, et lille stykke af DNA molekylet er et gen. På hvert kromosom sidder hundrede- eller tusindevis af gener, det er disse gener, der bestemmer hvordan dyret kommer til at se ud og være. Genet har en bestemt plads på kromosomet, dette kaldes genets locus.

Kromosomerne findes i par (hos zebrafinken altså 9 par - 8 par autosome kromosomer og 1 par kønskromosomer), som er identiske (homologe) mht. hvilke egenskaber de nedarver. Hvis man sætter kromosomparret ved siden af hinanden, vil der overfor hinanden sidde de gener, der koder for de samme egenskaber. Disse gener er alleler til hinanden.

     En undtagelse for de homologe kromosomer, er dog hunnens kønskromosomer. Mens hannens kønskromosomer stadig er homologe og kaldes X kromosomer, har hunnen kun ét X kromosom. Det andet kromosom, Y kromosomet, indeholder ingen eller kun få gener. Gener, som sidder på X kromosomet nedarves kønsbunden.

     Når zebrafinken formerer sig modtager afkommet halvdelen af sine gener fra faderen og halvdelen fra moderen. Kromosomparrene deles således at afkommet får 1 fra hvert par fra hhv. faderen og moderen. Derved når afkommet igen op på 9 par kromosomer. Men selvom man kigger på en flok helsøskende, som hver har halvdelen fra mor og far, behøver de slet ikke ligne hinanden. Denne variation skyldes for det første, at generne kan kombineres på mange måder og for det andet, at miljøet også kan have en indflydelse på ungernes opvækst. Fx kan der være store størrelsesforskelle i et kuld unger, dette kan både være genetisk betinget, men kan også skyldes, at ungerne ikke har fået lige meget mad under opvæksten.

Arvelighedslære

Mendel

     Man kan ikke tale om arvelighed uden at komme ind på Gregor Mendel (1822-1884). Han var en østrigsk munk, som i slutningen af forrige århundrede udførte de ekperimenter, som dannede grundlaget for genetikken. På den tid han lavede sine forsøg, kendte man endnu ikke til gener og kromosomer, hans resultater er udelukkende baseret på hans krydsningsforsøg lavet med ærteplanter. Resultaterne af Mendels forsøg blev offentliggjort i 1865, men blev desværre ikke påskønnet før efter hans død.

Mendels 1. lov

     Mendel brugte haveærter til sine forsøg, fordi der hos denne plante fandtes flere forskellige varianter, som han kunne krydse. Fx krydsede han rentavlende planter med hhv. røde og hvide blomster og kom frem til det resultat, at afkommet i første generation ikke fik lyserøde blomster, som man måske kunne forvente, men de fik røde blomster. Når man lod disse planter formere sig, så kom næste generation til at bestå af planter med enten røde eller hvide blomster. Ved en optælling af afkommet fandtes der 3 røde blomster for hver hvid.

Mendel forklarede dette resultat ved at antage, at de oprindelige rentavlende planter havde hhv. to røde og to hvide anlæg for blomsterfarve. I første generation havde afkommet modtaget et rødt anlæg fra den ene forælder og et hvidt fra den anden. Da den røde farve dominerede over det hvide blev afkommets blomster røde. Men når nu dette afkom dannede æg og pollen, ville de danne lige mange med hhv. røde og hvide anlæg. Når så disse planter formerede sig ville forholdet mellem røde og hvide blomster bliver 3:1.

     Det vigtigste her er altså at et individ har to arvesmlæg for samme egenskab. Dette er de allele gener. Mendels 1. lov siger altså, at et individ med arveformlen Aa danner kønsceller A og a i forholdet 1:1

     Når en egenskab dominerer over en anden kaldes det et dominant gen og betegnes med et stort bogstav, mens det tilsvarende vigende allel, kaldes recessivt, og betegnes med et lille bogstav. Har et individ to ens gener kaldes den homozygotisk, og

 hvis den har to forskellige gener, kaldes den heterozygotisk.

     I ovenstående eksempel krydsede Mendel en homozygotisk rød blomst (AA) med en homozygotisk hvid blomst (aa). Denne krydsning ser således ud:

I skemaet kan vi se, at afkommet er heterozygoter, det er røde blomster med et skjult anlæg for hvide blomster. Hvis vi nu krydser sådanne to, ser det sådan ud:

Resultatet bliver 25% homozygotiske røde, 50% heterozygotisk røde og 25% homozygotiske hvide. Altså ialt 75% røde og 25% hvide, dette svarer til forholdet 3:1.

 Genotype og fænotype

     Planter med hhv. AA og Aa har begge røde blomster og kan ikke skelnes visuelt. For at skelne mellem disse to typers arveformel har man indført udtrykkene genotype og fænotype. Ved genotype forstås individets indhold af gener, mens der ved fænotype forstås individets udseende. 

Mendels 2. lov - loven om den fri rekombination

     Mendel kiggede ikke kun på arvemøsteret for et par gener, han kiggede også på arvemønsteret for to par allele gener.

     Som eksempel vil jeg tage udgangspunkt i zebrafinken. Som det ene par allele gener vælger jeg rødnæbbet (alm. næbfarve) / gulnæbbet. Den gulnæbbede er en recessiv mutation. Her vil jeg kalde genet for rødnæbbet for N og genet for gulnæbbet for n.

     Som det andet par vælger jeg hvidbrystet / normal (grå). Den hvidbrystede er recessiv og får tegnet a, mens grå er dominant og får tegnet A.

     Krydser man nu en dobbelt homozygot (NNAA - en grå rødnæbbet) med en dobbelt homozygot (nnaa - en hvidbrystet gulnæbbet) bliver alle ungerne grå rødnæbbede (NnAa). Krydses imidlertid to af disse unger spalter næste generation ud og giver talforholdet 9 grå rødnæbbet, 3 hvidbrystet rødnæbbet, 3 grå gulnæbbet og 1 hvidbrystet gulnæbbet. Altså 9:3:3:1.

     Dette forklares ved at generne fordeles til kønscellerne fuldstændig tilfældigt, så generationen med genotypen NnAa danner kønsceller med NA, Na, nA og na i talforholdet 1:1:1:1. Dette kan demonstreres ved følgende skema:

Den 2. mendelske lov siger, at der er lige så stor chance for, at en kønscelle indeholder NA som Na som nA som na.

  Koblede gener og overkrydsning

     Men ingen regel uden undtagelse. Den 2. mendelske lov gælder kun hvis de to egenskaber sidder på hvert sit kromosom. Gener, der sidder på samme kromosom, er koblede og nedarves (som regel) altid sammen som en enhed. Disse koblede gener kan kun skilles ved overkrydsning, hvor der sker en udveksling af DNA mellem to kromosomer.

Dominant / recessiv

     I de ovenstående eksempler er brugt eksempler med gener, der er fuldstændigt dominante og recessive. Dette er tilfældet hos mange gener, men der findes også gener, der opfører sig anderledes.

Eksempler på recessive mutationer hos zebrafinker:

hvid, broget, orangebrystet, sortbrystet, sortkindet, lysbrystet, hvidbrystet, agat og gulnæbbet.

Eksempler på recessive mutationer hos parakitter:

blå, de fleste former for broget, hvidhovedet hos nymfeparakit

Eksempler på dominante mutationer hos zebrafinker:

pastel, (grå)kindet, sortmasket og toppet.

Eksempler på dominante mutationer hos parakitter:

grå undulat, de fleste vildtfarver (normalfarver).

Ufuldstændig dominans / intermediær nedarvning

     Hos gener, der viser ufuldstændig dominans viser heterozygoter en mellemfarve. Et par eksempler er generne for mørk faktor og for viol hos visse parakitter.

Letalfaktor

     Indtil videre menes det bevist, at pastel og toppet idenfor zebrafinker er såkaldte letalgener, men nogle mener, at alle mutationer, der er dominante over for vildtfarven (grå) er letalgener. Når man taler om dominante mutationer, taler man om enkeltfaktor og dobbeltfaktor fugle.. Dobbeltfaktor er de homozygote (AA) og enkeltfaktor er de heterozygote (Aa). Hos de mutationer, der er letale, vil der ikke eksistere dobbeltfaktor fugle, fordi mutationen er dødelig (letal) i dobbeltfaktor form.

     Som et eksempel kan vi tage den toppede mutation. Toppet dominerer over glathovedet, men alle toppede fugle er enkeltfaktorfugle. Hvis man parrer to toppede fugle, vil der teoretisk set være 25% af afkommet med dobbeltfaktor for toppet, men disse unger dør allerede i ægget, som følge af letalfaktoren.

     Der er ikke fundet letalgener hos parakitter.

Kønsbunden nedarvning

     Kønsbunden nedarvning er nedarvning af de gener, der sidder på kønskromosomerne. Langt de fleste kønsbundne mutationer er placeret på X kromosomet. Mutationerne nedarves recessivt kønsbunden, hvilket vil sige, at faktoren skal være til stede på begge X kromosomer hos hannen for at komme til udtyk. Hos hunnen skal fatoren være til stede på det enlige X kromosom for at komme til udtryk.

     Når man skriver arveformlen for de kønsbundne mutationer, skriver man et X for et kromosom uden faktoren og X⁰ eller X^I for kromosomet med faktoren. Fx vil man skrive en brun han X⁰X⁰ og en brun hun X⁰Y. En han split for brun skrives XX⁰. Hunner kan ikke være split for kønsbundne egenskaber. Hvis man arbejder med fugle, der er split for to kønsbundne egenskaber skriver man X⁰X^I, en sådan fugl vil ikke vise nogen af mutationerne, men være split for dem begge.

Eksempler på kønsbundne mutationer hos zebrafinker:

brun, hvid med tegning, lysrygget

Eksempler på kønsbundne mutationer hos parakitter:

ino (albino og lutino), opaline, isabel

Avlsmetoder

Ved alle former for avlsmetoder, gælder det, at man aldrig på parre to fugle med samme fejl, og at man hele tiden skal vælge de bedste afkom til videre avl og kassere de dårlige og de mindre gode.

Udavl / krydsningsavl

Dette er nok den mest almindelige for for avl, idet man sammenparrer to ubeslægtede fugle. Som definition: fugle, der ikke har fælles familie indenfor de sidste 4-5 generationer.

Ulempen ved denne avlsform, er at meget er overladt til tilfældighederne, fordi det ikke er muligt at etablere en stabil genotype (ensartethed i generne). Man kan dog gøre det, at man sammenparrer fugle fra to renavlede stammer, derved får man et lidt større overblik over genpuljen.

Fordelene er, at der er en mindre risiko for degeration, fordi de ”dårlige” gener ikke har så stor chance for at komme til udtryk, da det er mit indtryk, at de for det meste nedarves recessivt. (Det vil sige, at de skal være til stede i begge forældrefugle for at komme til udtryk). Når man krydser to ubeslægtede dyr, får man det, der kaldes krydsningsfrodighed eller heterosis, dette sker fordi man får en større grad af homozygoti, og de dårlige recessivt nedarvede egenskaber bliver skjult.

Indavl

     Indavl, parring af to nærtbeslægtede fugle, benyttes for at få en bestemt type frem i stammen. Formålet er at opnå større grad af homozygoti for bestemte ønskede egenskaber.

     Man finder altså en fugl, der besidder en række ønskede egenskaber og parrer den sammen med en beslægtet fugl. Resultatet bliver, at afkommet bliver mere homozygotisk for disse ønskede egenskaber end udgangspunktet er. Stigningen i homozygoti afhænger af, hvor tæt de sammenparrede fugle er beslægtede.

     Ulempen ved indavl er, at skadelige arvelige sygdomme og andre uønskede egenskaber også hurtigere kommer til udtryk. Dette kan dog vendes om og ses som en fordel, da man så kan få disse uønskede fugle ud af sit avlsprogram. En anden ulempe er, at indavl ikke tilfører bestanden nye arveanlæg, man vil altså hurtigt få reduceret genpuljen. Det er derfor nødvendig en gang imellem at tilføre nyt blod.

     Fordelen er, at man hurtigt får renavlet sin stamme, men man bliver nødt til at kombinere metoden med en meget skrap udvælgelse og frasortering, for en indavlet stamme kan kun oparbejdes på perfekte og sunde dyr. Der kræves et stort antal fugle, fordi man hurtigt kan blive nødt til at sortere mange fra for at nå målet.

     At man bliver nødt til at være skrap i fasorteringen kan ses udfra følgende eksempler:

1)     Forsøg med helsøskende parringer på marsvin. Der er IKKE foretaget udvælgelse blandt avlsdyrene. Forsøget er udført af Wright m.fl. ved U.S. Dep. of Agriculture 1906-1920:

Antal unger pr. kuld                    faldt med 16,3%

Antal kuld pr. år                        faldt med 5,6%

Antal unger pr. år                       faldt med 20,9%

Fødselsvægten                           faldt med 14,4%

Ungedødelighed v. fødsel           steg med 17,1%

Ungedødelighed v. fravænning    steg med 24,8%

2)     Forsøg med helsøskende parringer på rotter. Der blev foretaget omhyggelig udvælgelse af avlsdyr efter størrelse, frugtbarhed, livstidslængde (og for en del af forsøgsgruppen tillige efter køn). Forsøget er udført af Helen D. King ved Wistar Institute i USA:

-         Vægten af hannerne i forsøgsgruppen var steget med 12% i forhold til hannerne i kontrolgruppen, tilsvarende var hunnernes vægt forøget med 3,7%

-         Forsøgsdyrene fik 7,5 unger pr. kuld mod kontroldyrenes 6,7 unger pr. kuld

-         Livstidslængden hos forsøgsdyrene var betydeligt forlænget i forhold til kontroldyrene

-         Kønsfordelingen af rotter er normalt 105 handyr pr. 100 hundyr, hvilket i en speciel udvalgt del af forsøgsgruppen ændredes til 81,1 handyr pr. 100 hundyr

Som man kan se udfra disse forsøg kan man opnå betydelige fordele ved brug af indavlsmetoden. Det kræver dog, at man har gode dyr som udgangspunkt, og at man er streng med udvælgelsen.

Linieavl

     Linieavl er en form for indavl. I linieavlen prøver man på at opbygge et slægtskabsforhold til en bestemt god stamfugl. Det betyder altså, at man indavler på en bestemt forfader, mens man prøver at holde indavlsgraden så lav som muligt. Indavlsgrad vil sige den procentdel hvormed afkommet er ”i familie” med forfædrene. Normalt vil en fugl være 50% i familie med sin mor og far og 25% med sine bedsteforældre, men hvis man parrer far og datter vil afkommet have samme far og morfar, hvilket vil give en større indavlsgrad.

     Fordelene ved linieavl fremfor indavl er, at faren for degeneration er mindre og tit vil man se, at gennemsnitskvaliteten er højere hos en linieavlet stamme.

BRUG AF GENETIK I AVLSARBEJDET

     Alt avlsarbejde inden for zebrafinker sker udelukkende udfra interesse. Man vælger som regel at opdrætte de mutationer, man selv synes er flottest, og det man altid har i baghovedet, når man udvælger fugle til avl, er at slutproduktet skal være en fugl, man kan bruge til at udstille.

     Der er primært tre ting jeg bruger genetikken og arvelighedslæren til, når jeg arbejder med mine zebrafinker.

1.     Lave kombinationer af flere mutationer

2.     Lave flere fugle af en bestemt mutation, hvis jeg kun har én fugl, der viser mutationen

3.     Regne ud hvilken forælderfugl en uventet farve stammer fra

     Desuden gør jeg det, at når jeg sammenparrer fugle på papiret, regner jeg ud hvordan deres ungers genotype og fænotype vil komme til at se ud. Hvis resultatet bliver fænotypisk ens fugle med måske 4 forskellige genotyper, dropper jeg som regel denne parring, da det ellers hurtigt kan blive for forvirrende.

1.     Kombinere to mutationer

     Når man vælger at kombinere to eller flere mutationer er det som regel fordi, man synes, det er spændende at se hvordan afkommet vil se ud, og hvordan mutationer spiller sammen. Men de allerede etablerede kombinations- mutationer opdrættes fordi man synes de er flotte og gør sig godt på udstillingerne.

    Som et eksempel kan vi sige, at vi gerne vil lave en kombination af sortkindet og sortbrystet. Det er begge recessive mutationer, og en parring mellem en sortkindet og en sortbrystet vil se sådan ud:

Jeg bruger tegnet a for sortkindet og b for sortbrystet. (Små bogstaver fordi det er recessive mutationer).

Sortkindet  = aa BB                 Sortbrystet = AA bb

Dvs. at den sortkindede danner kønsceller med aB og den sortbrystede Ab

Alt afkommet bliver grå / sortbrystet, sortkindet og parrer man to af disse ser det sådan ud:

Resultat:

1/16     AABB    Grå

2/16     AABb     Grå / sortbrystet

2/16     AaBB     Grå / sortkindet

4/16     AaBb      Grå / sortbrystet, sortkindet

2/16     Aabb       Sortbrystet grå / sortkindet

2/16     aaBb        Sortkindet grå / sortbrystet

1/16     aaBB        Sortkindet grå

1/16     AAbb       Sortbrystet grå

1/16     aabb         Sortkindet sortbrystet grå

 Her har man 1/16 af den ønskede kombinationmutation, en god fortsættelse herfra vil være af sammenparre nogle af de fugle, der viser én af mutationerne.

2.     Lave flere fugle af én bestemt mutation

     Her har jeg én fugl af mutationen, og skal finde ud af hvordan jeg kan lave flere. Som et eksempel kan vi sige at vi har en hvidbrystet brun, og vi vil gerne lave flere hvidbrystede fugle i både brun og grå. Vi siger, at den hvidbrystede brune er en hun, parret med en grå han får man dette resultat:

Hannen = XX AA (grå + normaltegnet). Hunnen = X⁰Y aa (brun + hvidbrystet).

Hannen danner kønsceller med XA, mens hunnen danner kønsceller med hhv. X⁰a og Ya.  

Afkommet bliver alts 50% grå hanner split for brun og hvidbrystet samt 50% brune hunner split for hvidbrystet. Disse fugle kan herefter parres indbyrdes:

1/16     XXAA    Grå hanner

2/16    XXAa     Grå / hvidbrystet hanner

1/16     XXaa     Hvidbrystet grå hanner

1/16     XYAA    Grå hunner

2/16    XYAa     Grå / hvidbrystet hunner

1/16    XYaa      Hvidbrystet grå hunner

1/16    XX⁰AA   Grå / brun hanner

2/16    XX⁰Aa   Grå / hvidbrystet, brun hanner

1/16    XX⁰aa    Hvidbrystet grå / brun hanner

1/16    X⁰YAA   Brune hunner

2/16    X⁰YAa   Brun / hvidbrystet hunner

1/16    X⁰Yaa    Hvidbrystet brun hunner

Her har vi nået vores mål og har lavet flere hvidbrystede fugle.

3.     Regne ud hvilken forælderfugl en uventet farve stammer fra

Her er par huskeregler:

-         Hvis der kommer unger af en recessiv mutation, og ingen af forældrene viser mutationen, er begge forældrene split for mutationen.

-         Hvis man en dominant mutation med en recessiv, vil man forvente, at der kun kommer unger af den dominante mutation. Hvis der også kommer unger af den recessive mutation, er fuglen med den dominante mutation split for den recessive.

-         Hvis der kommer unger af en kønsbunden mutation fra et par, der ikke viser mutationen, er det hannen, der er splitfugl.

AFSLUTNING

     Desværre er der mange, der mener, at genetik og arvelighedslære er for vanskeligt at sætte sig ind i. Det mener jeg er lidt en skam, da det efter min mening er noget man kan bruge inden for alt avlsarbejde, lige meget hvilke mål man arbejder hen imod. Når først man har lært grundprincipperne, er det faktisk ikke så svært.